I de seneste uger er danskerne blevet bombarderet med planer og løsninger. Først S og SFs »Fair Løsning«, så regeringens genopretningsplan og sidst det samlede og noget anderledes VKO-forlig. Men hvor er de nye, friske ideer henne?
Umiddelbart kunne det lyde som om, at danske politikere er fulde af løsninger på fremtidens udfordringer. Sæt dig ned, og nærlæs planerne. Så vil du se, at det ikke er tilfældet.
Socialdemokraterne og Socialistisk Folkepartis »Fair Løsning« skal have point for at pege på de rigtige problemer herunder især lav dansk produktivitetsvækst. Men planens forslag vidner ikke om den store fornyelse. Tag først kaninen, der kom op af hatten: Den længere arbejdstid. Hvis det foregår med lønkompensation, er det jo oplagt, at virkningen først og fremmest er højere ledighed. Hvis alle arbejder mere, har den enkelte arbejdsplads brug for færre folk. Det er politisk set et dejligt, gratis forslag. Det betyder, at S og SF ikke behøver at tænke over, hvor der skal spares, eller hvor skatten skal sættes op. Man antager dybest set, at der kommer flere penge i kassen på grund af længere arbejdstid, og så behøver man ikke træde nogen over fødderne. Måske bortset fra fagbevægelsen. Men nu er arbejdstiden jo (endnu) ikke noget, Folketinget bestemmer. Og alle ved, at fagbevægelsen ikke vil æde det. Dermed er forslaget rent spin. Fair løsning er finansieret af luftsteg og vindfrikadeller.
Programmets andre løsninger på Danmarks udfordringer er at bevare efterlønnen, bruge flere penge i den offentlige sektor (uddannelse) og favorisere grønne industrier, som politikerne mener at vide, at der er fremtid i. Det lyder unægtelig som et par ting, man har hørt før. Programmets forslag er en blandet buket til dels plukket fra tidligere regeringers blomsterbede. Forslag som hjemmeserviceordning og isbryderordning for akademikere er f.eks. rent genbrug. Programmet er fyldt med forslag, som bygger på den filosofi, at folketinget med kirurgisk præcision kan lave ordninger, regler og subsidier der gør dansk økonomi »bedre« og mere velfungerende. Det virker lidt naivt.
Det går desværre ikke meget bedre ovre på den anden side. Regeringen synes at mene, at Danmarks primære udfordring er at spare 24 mia. kr. på de offentlige finanser. Desværre betyder det en ofring af et af de økonomisk set fornuftige tiltag fra Regeringens side – den lille nedsættelse af marginalskatterne på indkomst, der kom efter Skattekommissionens rapport.
De internationalt set høje danske marginalskatter er oplagt et problem. Hvordan kan man bilde sig selv ind, at man kan blive et videnssamfund, når man er det land i verden, der beskatter viden hårdest? Alligevel vil regeringen ofre nedsættelser af marginalskatterne for at rette op på de danske offentlige finanser. Sagen er bare, at der ikke er noget problem med de danske offentlige finanser – de er reelt de bedste i EU. Danmark har ikke et stort offentligt underskud, og vi har ikke megen offentlig gæld. Der er ikke noget i vejen med at stramme på de offentlige finanser. Og man må have respekt for, at en dansk regering for en gangs skyld tør gøre noget, der gør en smule ondt på den danske middelklasse. Men hvis man hævder, at det haster, og at det ikke kan vente, så taler man enten mod bedre vidende – eller ved for lidt. Opfindsomme, originale eller fremadrettede kan regeringens opstramninger i hvert fald ikke beskyldes for at være.
Efter at have læst de to oplæg sidder man tilbage og overvejer, hvad det er, danskerne og deres politikere forestiller sig om fremtiden. Hvordan kan vi tro på, at Danmark kan blive en velfungerende og dynamisk »innovationsøkonomi«, når vi ikke engang kan finde ud af at innovere på vores ideer om økonomisk politik?
5. juni 2010 kl. 18:38
[...] har et indlæg i Berlingske Business om de økonomiske planer vi er blevet præsenteret for af S-SF og Regeringen. [...]
6. juni 2010 kl. 16:18
Tja – Mon ikke udløbsdatoene er nået for fortsat gældsætning og pengetrykkeri. Og så står vi jo altså overfor, at årtiers passive og vedholdende tro på, at der indtræffer et mirakel, skal afløses af enten fattigdom eller massiv nytænkning. Det bliver ganske vist meget svært.
Men omvendt viser historien jo, at det er i modgang der opstår nye tanker.
8. juni 2010 kl. 11:45
“Hvordan kan man bilde sig selv ind, at man kan blive et videnssamfund, når man er det land i verden, der beskatter viden hårdest?”
“Hvordan kan vi tro på, at Danmark kan blive en velfungerende og dynamisk »innovationsøkonomi«, når vi ikke engang kan finde ud af at innovere på vores ideer om økonomisk politik?”
Du rammer fuldkommen plet med disse spørgsmål!
Men, vi er oppe imod et kæmpemæssigt og meget professionelt embedsmandsværk der vil yde maksimal modstand, en række “moderne” medieglade politikere der vil gøre hvad de kan for at bevare deres popularitet.
Dem af os der vitterlig ønsker forandrer, og som har modet og lysten til at arbejde for det, virker desværre splittede og ude af stand til at samarbejde effektivt:/
Generelt vil jeg sige, at befolkningen stille og roligt nærmer sig en tilstand, hvor virkelige forandringer kunne være en mulighed, men desværre tror jeg det ender i en eller festrus når de røde tager over, og dermed et carte blanche for den røde blok til at dræbe enhvert selvstændigt initiativ.